Buddhistisk filosofi

Buddhismen kan af og til virke ganske overvældende i al sin blomstrende mangfoldighed af forskellige praksisser, indviklede ritualer og besynderlige kulturelle islæt. Filosofien – Buddhaens Dharma – er også mangeartet, og varierer, i hvert fald tilsyneladende, fra den ene skole til den anden. Derfor vil rigtig mange, når de kaster sig over studiet af buddhismen, give sig til at lede efter kernen; det der virkelig tæller – buddhismen i en nøddeskal.

 

Buddhismen i en nøddeskal

Buddhaen sagde, at han underviste i lidelse og lidelsens ophør, alt andet var sekundært. Se, dét er jo til at have med at gøre! Det interessante her er, at han gjorde ved at bevidstgøre folk, åbne deres øjne for, hvordan virkeligheden fungerer. Han viste, hvordan alting hænger sammen i et net af årsager og virkninger, at intet er bestandigt eller indeholder en fast, varig kerne eller essens, og at der dermed ikke er noget man kan få varig lykke fra. Når alt er foranderligt, ville det jo være tåbeligt at lade sin lykke afhænge af noget – for når det ens lykke afhænger af forandres, risikerer man jo at ens lykke forsvinder…

 

Shunyata

Hvis man skal pege på én bærende ide i buddhismen, må det være netop denne ide om foranderlighed og afhængig oprindelse; at alt opstår, forandres og forgår i et subtilt samspil mellem årsager og virkninger, og at intet således har nogen fast kerne eller essens. I Mahayana buddhismen kender vi dette fænomen som Shunyata – tomhed, med en dårlig oversættelse. I virkeligheden kan det koges ned til det helt simple: når A er, kommer B til. B var der ikke før, og både A og B afhænger af årsager for deres eksistens. I sin negative form: når A ikke er, kommer B ikke til, er det en beskrivelse af den buddhistiske vej til frihed fra lidelse. Lidelse, fortæller Buddhaen os, kommer af begær. Hvis vi fjerner begær, fjerner vi selve lidelsens grund. Søger vi endnu længere tilbage, til begærets grund, finder vi uvidenhed. Hvis der ikke er uvidenhed, hvis vi fuldt erkender altings sande natur, vil begær ikke opstå.

 

Begær

Nogen gange tænker folk, når de har læst de fire forædlende sandheder, at det må være begær der er fjenden, og så går de til kamp mod dem. ”Nå, men det er jo bare begær” er en sætning man ofte hører, som om det at udtale disse magiske ord er nok til at distancere sig fra oplevelsen. Så nemt er det imidlertid ikke. Gør man det, sætter man i bund og grund bare sin lid til ord, koncepter og ideer. Buddhismen handler om ægte oplevelse, om egen erkendelse, og den kan man ikke tro på eller beslutte sig for. Og det er så her, Shikan meditation kommer ind i billedet. I Shikan sidder man så stille, at der bliver plads og ro til at få øje på det indlysende, det lige foran os. I vores almindelige hverdagsliv har vi ofte så travlt, og bliver fodret med så mange indtryk, at vi slet ikke kan se noget som helst. Vi lever i en halvdøs, hvor vores reaktioner for en stor del er automatiserede svar på de drømmebilleder vi selv skaber, og vi opdager slet ikke virkeligheden. Så er det nemt at overse, hvordan altings sande natur er; hvordan vores begær ikke er djævlen selv, med trefork og kløvede fødder, men bare helt almindelige svar på vores uvidenhed. Når først vi har set hvordan ting er, er der ingen kamp tilbage. Begærene er ikke længere noget vi skal kæmpe imod, for de mister deres magt over os, når vi kender den sande natur af det vi begærer.

 

Shikan meditation

I Shikan meditation får vi en gentagen oplevelse af, at fænomener opstår, forandres og forgår. Åndedrættet præsenterer sig som en stadigt foranderlig proces; tanker og følelser glider over sindet, og sanseindtryk får lov at være det de er. Denne gentagne oplevelse bygger en forståelse for, eller måske snarere en erkendelse af, hvordan virkelighedens sande natur er. Nogen gange går det hurtigt, og man ser det i et lynglimt af klar forståelse, andre gange skal erkendelsen bygges langsommeligt op af mange bittesmå indsigter: der er en indånding – nu er der ikke nogen indånding. Det kan tage lang tid, og føles uoverskueligt og svært. Når man prøver at få øje på noget der i dén grad er en grundpræmis, og som gennemtrænger alt, så kan det være nemmere at starte med at lede efter dets modsætning. Hvis man bare kigger efter hvordan alting opstår, forandres og forgår i et udstrakt samspil, kan det være svært at få øje på skoven for bar’ træer! – men prøv i stedet om du kan finde noget, der ikke ved nærmere undersøgelse viser sig at være sammensat, afhængigt af noget andet, foranderligt og forgængeligt.

 

Et buddhistisk landkort

Det kan være både en byrde og en hjælp at have et ’buddhistisk landkort’ med i sine meditationer. For megen intellektuel viden kan være en byrde, fordi det kan forcere en falsk forståelse. Vores sind er vældig samarbejdsvilligt, og hvis vi på forhånd beslutter hvad vi leder efter, vil vi ofte meget hurtigt ’finde det’ – også  uden virkelig at have fundet det, men blot have fundet ideen om det. Omvendt kan man have gavn af en arbejdshypotese, og den buddhistiske tradition stiller en interessant en til rådighed: alle fænomener, os selv inklusive, er præget af Shunyata, hvilket vil sige at de er sammensatte, foranderlige, forgængelige og uden blivende essens.

 

Hvad nøddeskallen gemte

Og med det in mente kan man så give sig til at overveje, om det overhovedet giver mening at lede efter en kerne i et religiøst/filosofisk system, der har ikke-Selv som ultimativ præmis, eller om vi bliver hvirvlet ind i en klassisk catch-22…

 

Uanset hvad, så er der faktisk ikke så forfærdelig mange gode grunde til at overveje det alt for meget. Fænomener er som de er; vi er som vi er. Alting har ultimativt den samme ’såledeshed’: vi er alle Buddhanatur.