Buddhistisk praksis

Vores buddhistiske praksis

Meditation

Buddhisme kan praktiseres på mange måder og med mange indgangsvinkler, men meditation er grundstenen i hele det buddhistiske system. Alle har hørt om meditation, og de fleste har en ide om, hvad det vil sige at meditere. Disse ideer giver ind imellem anledning til forvirring eller uenighed, fordi de sjældent er overensstemmende. Selv når vi taler om buddhistisk meditation, er der ikke én afgrænset og veldefineret aktivitet, vi kan kalde meditation. Når man læser de gamle buddhistiske tekster, suttaerne, taler Buddhaen slet ikke om meditation. Han taler om forskellige former for træning af sindet, men putter ikke det, vi i dag ville kalde meditation, i én samlet kategori.

Meditation er træning af sindet. Denne træning kan antage forskellige former og have forskellige mål; derfor er det vanskeligt at lave en fornuftig beskrivelse af meditation som sådan, der rækker udover den ovenfor nævnte. Man kan i stedet beskrive forskellige meditationsformer (eller træningsformer, om man vil).

Igennem  Shikan meditation kan man arbejde sig igennem karmiske spor, lære at tænke, tale og handle hensigtsmæssigt og med integritet, og nå til erkendelse af virkelighedens sande natur. Buddhistisk meditation hjælper til at udvikle færdigheder som gør hverdagen nemmere og lykkeligere; når man styrker sit nærvær og fordyber sin erkendelse, bliver livet til en kunstart. Shikan meditation er en øvelse som blev udviklet af Chih-i i T’ien-t’ai skolen, og det er en meditationsform, som forener de to klassiske meditationsformer: samatha og vipashyana. Almindeligvis beskrives Shikan som enten “at stoppe og se” eller som ”koncentration og indsigt”, og referer til en metode hvor man først beroliger og fokuserer sit sind, og derefter udnytter denne ro og fokus til at undersøge virkelighedens sande natur. Sådan som man typisk lærer Shikan meditation, laver man først en periode af samatha for at berolige sindet, får tankerne til at falde til ro, fulgt af en periode af indsigtsmeditation, som kan tage mange forskellige former, men som alle drager nytte af, og bygger videre på, det rolige og koncentrerede sind. Senere vil man kunne bruge de to metoder mere dynamisk, så man kombinerer dem i én sammenhængende meditationsperiode.

Vi har lavet instrukser til en kort introduktions meditation som du kan prøve. Du kan også læse en helt kort artikel om meditation her.

Gående meditation

Under længere perioder af meditation kan det være rart at indlægge gående meditation, som afveksling fra den siddende stilling. Gående meditation er dog også en helstøbt praksis i sig selv, for eksempel i form af kaihogyo (lange udendørs gående meditationer) eller kinhin (gående meditation i meditationshallen).

Hengivenhedspraksis

Hengivenhedspraksis er ikke noget vi kender så meget til i den vestlige kultur. Praksisformer som knæfald, chant og liturgisk sang betragtes ofte som ’kulturel bagage’ og i forlængelse heraf som overflødige i den moderne kultivering af den buddhistiske vej. Faktisk har disse praksisformer været en integreret del af buddhismen siden dens allerførste begyndelse, og med god grund. Hengivenhedspraksis hjælper med at udvikle tro, taknemmelighed, koncentreret ro, og andre positive følelser. De hjælper med at sætte jeg’et til side, harmonisere et fællesskab, og udtrykke glæde ved ens øjeblikkelige omstændigheder – selv når disse ikke, objektivt set, er optimale. Hengivenhedspraksis træner nemlig den praktiserendes sindsro og ligevægt, så man får mulighed for at værdsætte hele sit liv.

Almindelige former for hengivenhedspraksis er for eksempel de ritualiserede omgangsformer i forbindelse med tempelliv. Her er der særligt en ting, der ofte springer i øjnene. Buddhister bukker. De bukker for meditationshallen, læreren, Buddhastatuer, for hinanden og endda for deres meditationspuder. Når man bukker er det dels for at vise ære og respekt, men også for at nære sit eget sind. Ens uregerlige ego tæmmes en smule, hver gang det tvinges til at indse at det ikke nødvendigvis er hele verdens midtpunkt, og man får langsomt åbnet for at kunne tage imod, at kunne lære. Det at bukke er også et tegn på taknemmelighed, og taknemmelighed er en af de virkelig gode og sunde følelser. Når man føler ægte taknemmelighed er det umuligt samtidig at være vred eller ked af det. Taknemmelighed avler lykke.

Buddhistisk arbejdspraksis

Arbejdspraksis er en form for meget praktisk hengivenhedspraksis, som stammer fra de kinesiske Ch’an (japansk: Zen) skoler, hvor man brød med den traditionelle ide om at munke og nonner ikke måtte arbejde. Da buddhismen først kom til Kina ad Silkevejen, så kineserne ikke med milde øjne på den nye religion, som fordrede af sine ordinerede at de skulle forlade familie og hjem og ernære sig udelukkende ved tiggeri. Den kinesiske munk Tao Hsing indførte derfor samu, eller arbejdsmeditation, som en del af den daglige træning i de buddhistiske templer. I nutidens japanske skoler spiller arbejdspraksis en stor rolle, og man følger princippet om at ”en dag uden arbejde er en dag uden mad”.

At feje gulve, ordne badeværelser, gøre rent og pleje blomsterbede er alt sammen en del af den vedvarende træning af sindet, som finder sted under retreats og andre former for længerevarende træning. Arbejdet udføres fokuseret og med fuldt sindsnærvær. Straks man opdager at sindet rækker ud efter tanker og følelser, bringer man det blidt men bestemt tilbage til opgaven. At udvise omhu overfor en given opgave – og overfor den måde man påvirker verden – er både en træning i at være til stede i det nuværende øjeblik, og en træning i at overgive sig; at acceptere det der er, uden at flygte ind i konstante spørgsmål.

Studie af buddhistiske tekster

Naturligvis skal Buddhaens Dharma erkendes direkte – en intellektuel forståelse bringer ikke forløsning fra lidelse! Men for at kunne erkende Dharmaen, er det nødvendigt med et vist kendskab til buddhistisk etik, filosofi og metode, og til denne ende findes der et væld af skrifter; både Buddhaens egentlige foredrag og taler, senere disciples videreudvikling og fordybning af læren, og kommentarer, helt op til vores tids mange “Buddhologer”. Vi er de heldige arvtagere af en rig, 2500 år gammel tradition, hvor fortidens mestre har forsøgt at videregive deres erkendelser og erfaringer til os, og vi kan glæde os over, at stadig større dele af den bliver gjort tilgængelig på vestlige sprog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *